| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
En helt rolig plads var det ikke. Der var en vældig trafik på vejen foran parkeringspladsen og i løbet af natten opdagede jeg, at der gik en lige så trafikeret vej næsten bag os. Nå, vi fik alligevel en god nats søvn og stod op ved 7-tiden. I dag havde vi en plan om at nå Napoli, hvis ellers trafikken artede sig.
Efter morgenmaden, gik vi ombord i dagens strabadser på vejene. Italienerne kører ekstremt aggresivt og de overhaler helt vildt, hvis de kan komme afsted med det. I samme øjeblik vi kørte ud på vejen omkring vores overnatningssted, var der en hæftig morgentrafik, som Marie skyndte sig at følge. På vej ned af det bjerg, som vi havde overnattet på, gik det via en lang række sving og Marie følte sig vist lidt presset bagfra. Hun kørte i hvert fald meget hurtigt, så mit hjerte sad oppe i halsen.
Da vi endelig nåede ned på en motorvej, kunne vi slappe lidt af, for så var der plads til de aggresive Italienere.
Vores allerførste officielle stop var en park øst for Rom, men den var slet ikke blevet registreret og vi havde helt glemt, hvad parken hed. Da vi nærmede os Rom, dukkede der et bynavn op på Google Maps: Tivoli. Så ringede der en klokke. Her lå parken og så var det nemt at finde frem til den: Villa d’Este. Byen Tivoli ligger på en bakketop med (sandsynligvis) kun en vej op til byen. Trafikken var meget tæt og det var et under, at vi nåede helt op i centrum, blot for at konstatere, at det var helt umuligt at finde en parkeringsplads der. Vi kørte ned af bakken og ud af byen igen. Lige på den anden side af byskiltet var der en ledig plads i vejsiden. Marie kastede camperen tværs over vejen og ind på pladsen. Sådan gør Italienere!
Spadsereturen op mod centrum var med en smuk udsigt over et lavt område med byer og marker - og givetvis Rom i det fjerne. Vi fandt frem til Villa d’Este. 10 euro i entre. I en stor bygning kunne vi se en masse loftsmalerier men det var selve parken, der trak. Det specielle ved parken er, at der er rigtig mange flotte vandfald og alt vandet løber naturligt. Det er fantastisk, hvordan det er lykkes at få lavet store fontæner med 10 meter høje springvand uden brug af andre kræfter end vandet selv. Det gør oplevelsen så meget desto større. Parken indholdt en masse planter men det var som om de var lidt i baggrunden. Vandet trak!
Da vi var færdige i parken ved 14:30 tiden, var det tid til at spise frokost. Marie havde konstateret, at vi havde 27 års bryllupsdag i dag, så det var vel kun OK, at fejre det på det lokale trattoria di Gabriella. De øvrige gæster var ved at gå, men vi kunne sagtens få en menu med forret, pasta, kød, dessert og et glas vin. Tjeneren forstod ikke et hak engelsk, men han fandt et engelsk menukort, som vi forsøgte at bestille ud fra. Det fattede han ikke en hat af, så han forsøgte at få os til at forstå det italienske menukort. Vi fik da bestilt et eller andet. Og pyha - vi fik så meget mad ind, så vi var ved at revne. Forretten bestod af frisk brød, ristet brød, pommes frites, friteret grøntsager, grillede peber og auberginer, 2 slags pølser og skinke og endelig bønner samt noget fed (indmad). Dernæst kom pastaretten, som var noget kartoffel-et-eller-andet med gorgonzola til. Lækkert - men garanteret også mættende. Da det var båret ud, kom kødet med en smule salat til. Kødet var et par stykker fint krydret kylling. Tjeneren kunne se, at vi var ved at revne, så desserten blev en forsvindende lille portion chokolademousse. Vi synes, at det var 30 euro værd - selv om det sikkert har været en rigtig turistmenu.
Vi slentrede tilbage til camperen og fortsatte turen mod syd og Napoli. Det blev helt mørkt, før vi kom tæt på Napoli. GPS’en viste os ind gennem byen. Det lød lige vel optimistisk, synes vi. Så jeg dirigerede os nord om byen og via lidt mindre veje ind mod byen. Vi havde fundet en camperplads lidt væk fra centrum, hvor der var 80 pladser. GPS’en viste, at den sidste kilometer ind til pladsen var en trafikal udfordring. Det skal jeg lige love for. Det var en indkøbsgade og billisterne kørte som idioter. Vi holdt og ventede på at flette sammen med nogen, der kom fra en anden vej. Det gad dem bagved ikke vente på, så de kørte bare højre om og flettede ind foran os. Sådan nogle tumper! Selv om alle holdt stille begge veje, var der endda en, der forsøgte at overhale indenom, for straks at ville flette ind i den ventende kø. Samtidig vadede folk med indkøbsposer på kryds og tværs af vejen. Utroligt!
Pludselig åbnede vejen sig op og vi kunne dreje ind mod camperpladsen. Vejen blev lidt mystisk. Gadelamperne var der ikke, så der var helt sort. Men vi fandt frem til camperpladsen, der imidlertid så helt sort og lukket ud. Ikke nogen campere og en stor låge med hængelås på. Vores intelligente hjerner konstaterede, at der nok var lukket.
Vi besluttede at parkere på en lille plads udenfor. Så måtte vi finde et andet sted i morgen. Jeg sonderede området og der var en kaldetelefon, som jeg trykkede på. Intet svar. Alt var sort inde på pladsen. Få minutter senere dukkede der dog en ældre italiensk herre op. Han lukkede os ind på pladsen, bad om vores navne og hjemadresse og så var han væk igen, efter at have smækket porten i igen. Så var vi låst inde helt alene på pladsen. Godnat Gunnar!
Vi var stadig mætte efter frokosten i Tivoli, så vi nøjedes med at nyde et glas Østrisk rødvin. Det var ikke så ringe endda. På Vivinio skulle vinen koste 169 kr. Det var måske lidt i overkanten…
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |